9. maj 2013

Opskrift: Mor's dag biscotti

Så er det Mors dag lige rundt om hjørnet, og hvad bedre end at fejre det med hjemmelavede godter?
Her er opskriften på skønne biscotti. Biscotti/ småkage glasset er et Cafe Noir glas som jeg har vasket og derpå skrevet og tegnet på med en glas-tush og sat lille sløjfe omkring.

Ingredienser:
100 g alm. saltet smør
80 g mørk muscovadosukker
1 1/4 dl mælk
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g nødder (ex. blanding af mandler og usaltede pistache nødder)
æg til pensling
Rørsukker (evt. hjemmelavet vanille-sukker)

Fremgangsmåde:
Rør sukker og fedtstof til en ensartet blanding. Derefter tilsættes mælk, mel og bagepulver og der røres med dejkroge indtil det er en ensartet masse. Tilsæt derefter nødder og rør indtil de ligeledes er ensartet fordelt i dejen.
Del dejen i 4 lige store portioner, som trilles til "stænger/ ruller". Tag nu biscotti-rullerne og læg dem på en tallerken som hviler i køleskabet i 45 min med husholdningsfilm omkring.
Tag biscotti-rullerne ud og pensl dem med æggeblomme blandet med lidt vand. Drys rørsukker over.
Bag biscotti-rullerne i 15 min ved 200 grader.
Tag biscotti-rullerne ud og skær dem skævt i ca. 1-1½ cm tykke skiver. Bages i ovnen i yderligere 15 min ved 150 grader.
Der skrues nu ned for temperaturen til 75 grader, og biscottier eftertørres i 3 timer.
Lad biscotti stå og køle af inden de kommes i beholdere.

Rigtig god Mors/ Mormors/ Oldemors dag 2013 til alle!

Små kage projekter som dette er også en fantastisk mulighed for at få de små med i køkkenet og hygge over bagning; Victoria (4 år) hældte ingredienser i og hjalp med at røre rundt, samt trillede biscotti-stængerne. Caroline (2 år) penslede biscottierne samt dryssede rørsukker på.

2 kommentarer:

  1. God ide, det ser lækkert ud og tak for opskriften :)

    SvarSlet
  2. Det var så lidt:) Hav en fantastisk forårs dag!

    SvarSlet