29. januar 2014

Kyndelmisse

 
Jeg vil lige dele lidt billeder fra årets kyndelmisse i Sorø. Det er første gang pigerne og jeg har været til dette arrangement og det bliver bestemt ikke sidste gang. Nedenfor lidt historie og billeder.

Historien bag Kyndelmisse.
Kyndelmisse er d. 2 februar. Selve ordet kyndelmisse kommer af kyndel (=lys) og misse =messe/gudstjeneste. Kyndelmisse var oprindeligt gudstjeneste for lys, og på denne dag indvies de lys som skulle bruges i kirken det kommende år.  I dag holdes kyndelmisse enten d. 2 februar eller søndagen efter, både som begivenhed i byerne samt også i nogle kirker hvor man holder særlige lysgudstjenester for at fejre at Jesus kom og brød mørket.


Fejringen af kyndelmisse kan spores tilbage til 500 tallet, og var i katolsk tid dagen man fejrede "misa candalarurm" = lysmessen som var en fejring af Mariæ's (Jomfru Marias) renselses, og var et udtryk for at Jomfru Maria havde født Jesus 40 dage tidligere. I gammel tradition var en kvinde "uren" 40 dage efter fødslen af en dreng og 80 dage efter fødslen af en pige.... (!). Misa Candalarurm var derfor dagen hvor Jomfru Maria igen måtte komme i templet og sammen med hendes mand Josef kunne fremstille deres søn Jesus som "et lys til åbenbaring for hedninger".
 

Den folkelige kyndelmisse havde også "kjørmens-gilde/ Kjørmens Knud" som var betegnelse for streng frost og referere til at 2. februar tidligere var den dag hvor halvdelen af vinteren var overstået (Midvinter). Kjørmens gilde blev derved en del af Kyndelmisse. Til Kjørmens gilde var der sammenskudsgilder hvor man havde flere madtradtioner, blandt andet mente nogle at spiste man godt med flæsk ville man kunne modvirke rygsmerter.
Derudover var der til Kyndelmisse/ Midvinter også en del vejrvarsler:
  • Hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19., forsvinder kulden snart.
  • Hvis det sner Kyndelmissedag, kommer våren tidligt
  • Hvis lærken høres første gang Kyndelmissedag bliver det tidligt forår

Under Struenses helligdagsreform i 1770 (hvor alle små helligdage blev samlet til Store Bededag) afskaffede man også Kyndelmisse.

Hvis nogen har lyst til at deltage i næste års kyndelmisse kan det anbefales at tage en tur til Sorø og fejre dette. Billederne i dette blog-indlæg er fra dette års Kyndelmisse, som dog blev fejret allerede i januar. Se her, eller søg på Google om der er en kyndelmisse-begivenhed nær dig.

Det var en stor oplevelse for børnene at se alle lysene som blandt andet i akademihaven var kombineret med klassisk musik og mange forskellige lys-arrangementer. Derudover var det muligt at få en rundtur og fortælling i Sorø Klosterkirke og efterfølgende komme op gennem en meget smal og stejl trappe helt op til loftet og videre op indtil man kunne se den fantastiske udsigt over hele Sorø by - virkelig noget af en oplevelse! I gå-gaden var der mange forskellige arrangementer, ligeledes var Biblioteket åbent og de havde lavet live-musik arrangement samt et stort "gulvet er giftigt" legeområde til børn.
Ingen tvivl om at det er en prioritet at tage til Kyndelmisse i Sorø igen en anden gang!


17. januar 2014

Opskrift: Caramel smørcreme

Ingredienser:

600 g sukker
1,25 dl vand
1,25 dl piskefløde
9 past. æggehvider
675 g usaltet smør, tempereret
korn fra 1 vanillestang


Fremgangsmåde:
Tag 325 g sukker og kom det i en gryde og tilsæt vandet. Kog under omrøring indtil der er dannet caramel (rav farvet) og fjern derefter blandingen fra varmen. Tilsæt derefter piskefløden, og rør rundt indtil det er en ensartet masse. Tag blandingen fra varmen. Skrab vanillekorn ud af vanillestangen, og bland det med lidt sukker. Kom vanillen i karamel blandingen og lad det afkøle sammen.

Over vandbad kommes de past. æggehvider og 275 g sukker tilføjes. Der røres indtil alt sukkeret er opløst i æggehviderne. Tag nu æggehvide blandingen i en røreskål og pisk ved medium hastighed indtil blandingen er stiv og kølig (10-15 min).
Tilsæt smør til æggehvide blandingen lidt af gangen og pisk godt mellem hver tilsætning.
Tilsæt caramellem i en tynd stråle mens din røremaskine kører på medium hastighed og pisk herefter videre i et par minutter indtil blandingen er ensartet og glat. Fortvivl ikke hvis blandingen starter med at se let grynet ud, den samler sig efter grundig omrøring.

Anvend herefter som kage fyld eller til at smøre kagen op med inden den overtrækkes med marcipan eller fondant.

Smørcremen kan fryses og gemmes et par dage. Når caramelcremen er optøet skal den lige piskes godt, så er den god til anvendelse.


Kom til andre opskrifter på smørcremer her.

11. januar 2014

My little pony kage til Caroline

 
Denne kage havde vi med ned i pigernes børnehave da Caroline skulle fejre sin 3 års fødselsdag - det var noget hun havde glædet sig rigtig meget til. Det betyder hele verden for hende at være en stor børnehave pige, som nu også skulle have kage med.

Valget mht pynten var meget nem, Pinkie Pie fra My Little Pony - som Caroline har kastet al sin kærlighed på ligesom farven lyserød.

Kagen:
Chokoladekage
Karamelcreme
Icing (med en masse spiseligt glimmer drysset på).

1. januar 2014

Carolines fødselsdagskage



D. 29 december blev vores skønne lille spirrevip Caroline 3 år - og hun havde glædet sig rigtig længe til at blive en rigtig stor pige samt til at få en kage. Ønsket til kagen var LYSERØD. Favorit figurer er Megamind og My Little Pony (Pinkie Pie og Spike) så de skulle selvfølgelig på kagen:) Derudover satte jeg Kitty på, samt fyldte resten af kurven med gaver og blomster.
Den store ballon, diamanter samt guldsnore er købt i Tiger forretningen.
Det var rigtig sjovt at komme ind med kagen fordi den netop blev så STOR med ballon toppen. Jeg havde fundet noget helium på internettet, så på bordet ved alle børnenes pladser havde jeg bundet en ballon fast til deres serviet - og sikke en masse leg der var med ballonerne.

Ovenstående kollage er lavet af min svigerinde Marea.


Kagen:
Chokoladekage
Hvid chokolade mousse
Smurt op med karamel creme.
Overtrukket med marcipan.

Marcipanen er købt uden farve tilsat. Jeg malede overfladen af marcipanen med dust-farve (dust/ pulverfarverne skal blandes med enten alkohol eller citronsaft til dette formål)

Billede kvaliteten er desværre meget dårlig, men bogstaverne glintrede simpelthen til den store guldmedalje: Jeg havde tørret bogstaverne, derefter "malet" dem med tylose-lim (1 del tylose blandet med 20 dele kogt vand) og derefter drysset rigeligt med spiseligt glimmer. Derpå lod jeg det tørre og så var det let at lime bogstaverne fast på luftballon-kurven med lidt tylose lim.